15 april 2014

Projekt: Slut med amning - sæt i gang.

Puuuuuh - mit moderhjerte banker noget så voldsomt lige nu. Mit smukke barn kaster sig rundt i armene på sin far og skriger sine lunger ud. Hun blev puttet for halvanden times tid siden, af farmanden, uden problemer. Nu er hun så vågnet igen og er ked, rigtig ked, og kan ikke finde ro.
Det sidste er der såmænd ikke noget nyt i, sådan har det været i nogle uger nu, hun bliver puttet uden problemer, men vågner så efter en 1-2 timer og er ulykkelig - det nye er, at det er farmanden der har putte-trøste-tjansen.

Larsen har haft fri i dag og har fri de næste par dage, så vi har taget beslutningen om, at det er nu vi vil prøve at stoppe med aften-amningen, som er den eneste amning der er 'tilbage'. Det eneste tidspunkt hun er blevet ammet på, den sidste måned i hvert fald, er når hun har skulle sove. En del af putte-ritualet. Indimellem dog også i løbet af natten, hvis der virkelig ikke er noget som helst andet der har hjulpet, eller har kunne trøste, hvis hun har været vågnet og ked. Men det går jo altså ikke på sigt, det der med, bare at hive brystet frem. Så nu hvor vi begge er hjemme, så prøver vi. For at hun ikke skal blive alt for fristet og kan 'lugte mælken', så er det Larsen der putter de næste par dage. 

Jeg er spændt på hvordan natten bliver, nu hvor jeg ikke selv har puttet hende, for hun sover faktisk hele natten, selvfølgelig med enkelte undtagelser indimellem. Hun kommer i seng kl. 20, for der kan hun ikke mere, så sover hun 1-2 timer og vågner oftest og er ulykkelig, så bruger vi lang tid på, at få hende til at sove - alt mellem en halv til to timer. Når hun så endelig overgiver sig til søvnen igen, så vågner hun oftest først igen næste morgen. Og det er jo ret godt - jeg har i hvert fald hurtigt vænnet mig til at sove hele natten. Men det kunne nu være rart, at vi kom tilbage til den periode vi næsten lige har haft, hvor vi fra hun blev lagt kl. 20, kun var inde og give sutten 2-3 gange i timerne indtil vi selv gik i seng, og så vågnede hun først 7.50 dagen efter. Se dét var jo ren luksus, og noget vi også hurtigt vænnede os til.

Nåh, men lige nu, er fokus på, at sige farvel til den sidste amning, så må sovevanerne komme efter. Imens jeg har skrevet indlægget, er Larsen kommet listende ud fra værelset, og jeg tror det er lykkedes ham at få hende til at sove igen. Pyyyyh. Det er overhovedet ikke fordi jeg ikke tror på at min kære mand, besidder evnerne til at trøste, putte osv. For dét gør han. I den grad. OG det er overhovedet ikke fordi jeg er typen, der ikke vil give mit barn fra mig, så jeg har frie hænder for en stund, tværtimod. MEN når jeg hver eneste aften, siden hun blev født, har været den der har puttet hende, eller i hvert fald har fået hende til at sove, så er det faktisk en lidt mærkelig følelse at sidde med nu - følelsen af at der mangler et eller andet, som om jeg har glemt et gøremål i løbet af dagen. Men so far so good - jeg HÅBER at det vil lykkedes os og at hun ikke bider synderligt mærke i det, eller kommer til at savne det. Hun er jo en stor pige nu, et rigtigt lille barn og ikke en baby længere.


2 kommentarer:

  1. Åh, det kan jeg godt huske med Mindstetrolden... Og man måtte bide sig i læben og sidde på hænderne og skrue op for fjernsynet, så man ikke fik lyst til at komme løbende og sige "så så... NU kommer mor!"
    I har efter min bedste overbevisning klaret det som Prof'er ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. PRÆCIS! Men jeg holdt ved, og lod manden. Og det bar frugt - er stoppet helt med amning og pigebarnet 'søger' ikke brystet, så det er bare en dejlig SUCCES!

      Slet